Retten til selvforsvar

For retten til at forsvare sig selv og sine kære

Rational choice-argument for en mere liberal våbenlovgivning

Rational choice (RC) er en teori der især bruges i økonomi. Det er teorien om, at mennesket handler rationelt og agerer på baggrund af incitamenter, altså på baggrund af en, mere eller mindre bevidst, kalkuleret cost benefit-analyse. At mennesket i sidste ende baserer deres ageren, på baggrund af hvilket udfald der er mest nyttemaksimerende. Nyttemaksimering er en diskussion for sig selv, og kan enten være egennytte eller en form for nytte i en form for fællesskab mellem flere mennesker. RC-analysemodellen kan bruges på mange emner, men benyttes ofte på markedsanalyser: Hvem vil købe hvad og hvorfor? Vil de stadig købe produkt X hvis prisen er konstant i forhold til produkt Y, og hvordan kan vi eventuelt få dem til at ændre købevaner?

Men RC kan også bruges i kriminologien. Kriminelle handler generelt ikke irrationelt, selvom det ofte kan virke sådan. En gadebande der beslutter at berøve en person, for efterfølgende at tæve personen til sanseløshed kan have flere rationelle motiver: Økonomisk. Udfaldet af et sådan overfald kan være penge, mobiltelefoner, dyrt tøj og hvad ofret ellers er i besiddelse af. Men normalt får man den slags udleveret alene ved trusler om vold og bandens numerisk overtal, der må derfor være andre motiver bag den efterfølgende voldshandling. Det kan blandt andet være et forsøg på at fasttømre banden i et fællesskab som giver individerne følelsen af magt og at være del af noget større, det kan være hævn for tidligere konfrontationer enten med ofret eller med mennesker som ofret kan identificeres med, eller helt andre motiver.

Der er derfor visse fordele ved at foretage en sådan handling. Men der er også nogle omkostninger ved at begå gaderøverier. For det første er der moralen. Langt de fleste mennesker op oplært med, at man ikke begår vold eller røveri. Det ligger så dybt i deres moral, at de efterfølgende ville hade sig selv for at have handlet mod alt hvad de opfatter god opførsel. Selvhad er en omkostning som oftest lagt overstiger de økonomiske og selvhævdende fordele der ville være ved at foretage et eventuelt røveri. Især i et land som Danmark, hvor den økonomiske gevinst er uden større betydning for personens fremtidige overlevelse. For mennesker som lever på sultegrænsen vil incitamentet for at begå røveri derfor være betydelig større, end for rige mennesker.

Et andet vigtigt incitament er straffen. Hvis man mangler den moralske stopklods som de fleste mennesker heldigvis er i besiddelse af, vil især straffen vægte højt i overvejelsen for eller mod en kriminel handling. Hvis der ikke er nogen straf, vil langt flere mennesker være tilbøjelige til at foretage begå kriminalitet.

Som eksempel kan vi tage noget så småt som at spytte tyggegummi på gaden. Vi har to mennesker og tre forskellige situationer:

Mo har aldrig lært om medansvaret for at holde samfundet rent. Han har endda en vis glæde ved at handle på enhver måde som er i modstrid med samfundets interesse. Han vil spytte tyggegummiet på gaden, uanset om der er en skraldespand ved siden af ham.

Mi er godt klar over at man skal holde gaderne rene, og han bryder sig ikke om at deltage i at omforme sit samfund til et bjerg af tyggegummi. På den anden side gider han heller ikke gå til den nærmeste skraldespand for at smide det ud, det er jo bare et lille stykke tyggegummi og derfor ikke besværet værd, så han smider det på gaden. Havde der stået en skraldespand i nærheden havde han dog smidt det deri.

Hvis vi forestiller os, at både Mo og Mi har samme økonomiske basis og at straffen for at smide sit tyggegummi på gaden er 1500 kroner, så vil de begge være mere tilbøjelige til at finde en skraldespand, men Mo vil stadig finde det sjovere at risikere bøden, fordi han glæder sig over sin lille kamp mod samfundet. Mi derimod, vil nu både have kampen mod sin egen moral og risikoen for at blive straffet økonomisk. Han vil derfor med større sandsynlighed vente med at smide sit tyggegummi indtil han finder en skraldespand.

Hvis vi i stedet for en bøde forestiller os at staten indfører dødsstraf for at smide tyggegummi på gaden, så kan vi godt regne med at både Mo og Mi aldrig igen smider deres tyggegummi på gaden. Dertil er omkostningen simpelthen for store, sammenlignet med fordelen ved hurtigt og let at skaffe sig af med sit gamle tyggegummi.

Sidstnævnte er selvfølgelig en tænkt situation (selvom visse lande, især Singapore er gået ret langt i bekæmpelsen af tyggegummi på gaderne), men illustrer tydeligt hvorledes omkostninger og gevinster kan benyttes til at regulere folks adfærd. Dermed kan der selvfølgelig ikke udelukkes enkeltsager hvor folk agerer mod al fornuft, enten på grund af meget alternative incitamenter, instinktive handlinger eller af simpel uvidenhed om omkostningerne.

Men for at vende os mod våbenlovgivningen:

I Danmark går strafferammen for biltyveri jfr. straffelovens § 293 a. fra bøde til fængsel i 1 år og 6 måneder. Ved førstegangstilfælde er sanktionen normalt en ubetinget straf på 14 dages fængsel, og kan især for personer under 18 år gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Straffen for første gang man stjæler en bil er altså minimal, og der er derfor store økonomiske og sociale incitamenter for at en person med vigende moral for at stjæle en bil. Ikke mindst i miljøer hvor det at sidde i fængsel er et tegn på at man er sej.

Men hvis loven gav tilladelse til at enhver som fik deres bil stjålet, har ret til at forsvare deres ejendom med alle tilrådighedsstående midler, så ville risikoen ved at stjæle biler være, ikke bare større, men også meget mere umiddelbar end ved risikoen for to ugers fængselsstraf (hvis man vel og mærke bliver fanget). Især hvis bilejeren lovligt kunne erhverve sig et skydevåben. Ikke alle potentielle biltyve ville lade sig afskrække, men en lang række af de som før balancerede på kanten af, at omkostningerne oversteg fordelene, ville afholde sig fra at stjæle deres første bil. Man skal, trods alt tilhøre den mentalt sygeste gruppe af kriminelle for ikke at blive skræmt af risikoen for at blive skadet eller endda slået ihjel. Mange vil derfor afholde sig fra at foretage den første kriminelle handling, hvilket ofte er et betydeligt skridt i retning af en kriminel løbebane.

Der er altså to problemer ved udelukkende at lade staten stå for forsvaret af befolkningen: For det første er det langt fra altid at staten fanger forbryderne. Faktisk bliver hovedparten af alle indbrud aldrig opklaret. Dernæst er der de lave strafferammer som vi har i Danmark. Vi kunne selvfølgelig hæve strafferammen, det ville utvivlsomt føre til lavere kriminalitet, ikke mindst blandt de som sidder indespærret og derfor ikke vil være i stand til at begå noget ulovligt, i det mindste ikke ude i samfundet (en rimelig antagelse som oftest overses i diskussionen om hårdere straffe). Men høje strafferammer alene er ikke tilstrækkeligt til at forhindre kriminalitet, netop fordi risikoen for at blive fanget og dømt, er relativ lille, og fordi en fremtidig risiko for at blive fængslet, slet ikke kan måle sig med risikoen for en overhængende og umiddelbar risiko for at komme under behandling af det potentielle offer. Desuden er der den enorme udgift der ligger i, at holde folk fængslet. Det koster cirka 500.000 kroner om året pr. indsat i fængslerne (svarende til mere end 5 gennemsnitsdanskeres indkomstskat), men det koster intet at skræmme potentielle kriminelle fra at bryde loven. De sparede penge kunne bruges til blandt andet sociale foranstaltninger som yderligere mindskede incitamenterne for lovbrud.

Ovenstående er selvfølgelig bare teori. Måske ligger der helt andre årsager til grund for netop kriminalitet, men statistikken bakker ofte op om denne teori. Mere om den empiriske diskussion i næste blogindlæg.

Reklamer

december 14, 2007 Posted by | økonomi, Rational Choice | 14 kommentarer