Om muskelhunde i Danmark

American Staffordshire Terrier (Amstaff)

Hej derude i cyperspace. Nu er ferien slut og jeg har fået ladet batterierne lidt op igen efter en smådeprimerende start på sommeren. Jeg har forsøgt at holde mig fra medierne, og i stedet koncentrere mig om familien og kammeraterne, men det er jo temmelig svært at holde sig helt væk.

En ting som især har præget debatten med relevans til denne blogs emne, er diskussionen om muskelhunde. Nærmere bestemt at et flertal blandt politikerne mener, at det skal være forbudt at eje bestemte hunderacer. Argumentet er, at visse racer er farligere end andre og at nogle er så farlige at de skal forbydes. I den sammenhæng kunne man diskutere hvorfor det er okay at generalisere inden for hunderacer, når det ikke er acceptabelt at generalisere omkring mennesker. Enhver ved jo, at der er større risiko for at blive overfaldt, når man går forbi en gruppe kulturberigere fredag aften, end hvis man går forbi en gruppe typisk danske unge på bytur. På samme måde er der en større risiko for at blive bidt, hvis man kommer til at træde på halen af en Amstaff i stedet for en Golden Retriever.

Men blandt både mennesker og hunde, er det store flertal flinke og fredelige. Jeg har gode kammerater af mellemøstlig afstamning (enkelte som i øvrigt stemmer DF) og jeg kender de flinkeste og rareste muskelhunde. Problemet er, at mange muskelhunde desværre opdrages af uheldige typer, som ikke ved hvordan man opdrager en hund, ligesom mange arabere (og enkelte danskere) opdrages af uheldige typer, som ikke ved hvordan man opdrager børn. Når man mishandles i barndommen (eller hvalpedommen), så øges risikoen for at der opstår en mental defekt, som medfører overdrevent aggressive tendenser.

Men man fængsler (endnu) ikke alle mennesker som tilhører en gruppe der er overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne, ligesom man (endnu) ikke skærer kønsorganerne af alle mænd, selvom der er en statistisk sandsynlighed for at de vil blive brugt til en voldtægt. Men når det kommer til hunde og våben er sagen åbenbart en anden. Det anses for at være helt i orden, at forbyde våben og helt acceptabelt at straffe våbenejere hårdt og nådesløst, også selvom de aldrig har gjort en flue fortræd. Alene ejerskabet af et våben er nok til at stemple selv fredelige mennesker som kriminelle og bure dem inde i årevis og nu er turen åbenbart også kommet til hundene. Hvis din hund enten tilhører en statistisk set mere aggressiv race, eller som oftere opdrages af dårlige ejere, så skal de små sataner forbydes, og for at være på den sikre side skal enhver hvalp, der ikke kan fremvise en pletfri stamtavle lide døden.

En anden tilgang er hunde som våben. Mange hunde kan optrænes til at være gode vagthunde, som beskytter deres ejere og deres territorie. Indtil for nylig har det da også altid været fuldt ud accepteret, at have en hund der fungerede som vagthund. Så man et “Her vogter jeg”-skilt, så ved potentielle indbrudstyve, at der er indgang på eget ansvar, og andre besøgende (fx licensmanden) kunne pænt vente udenfor indtil hundens ejer kommer ud og siger god for vedkommende.

I et land som Danmark, hvor alle lovlydige borgere er blevet fuldstændigt afvæbnede og dermed overladt til politiets arbitrære beskyttelse, da er en dygtig vagthund vores sidste værn mod forbrydernes overgreb. Måske er det netop denne rest af individets uafhængighed der provokerer staten. Nu har de jo fjernet alle andre midler til selvforsvar, så kan det godt virke provokerende, at der er denne rest tilbage, der forhindrer den sidste ene procent af statslig afhængighed. Det går jo ikke i et land som Danmark, hvor Stalin … jeg mener staten, fungerer som den altomfavnende magt.

Man kan (endnu) købe en Schäferhund, men hvis man bor på Amager, i Brabrand, i Vollsmose, i Brøndby Strand eller et andet af de flere og flere belastede områder, så fungerer en muskelhund som et effektivt signal til eventuelle forbrydere om, at de risikerer at komme galt afsted, hvis de forsøger på noget.

”Men hvad med de onde mennesker, som køber en muskelhund og bruger den mod uskyldige mennesker?” spørger nogen så. Der er løsningen enkel: Hvis din hund gør skade på andre mennesker, så er ejeren personligt ansvarlig. Hvis din hund bider en uskyldig forbipasserende, så skal du straffes for vold.

”Men personligt ansvar hjælper jo ikke den som er blevet bidt”

Nej, der ville en afskaffelse af våbenloven virke meget mere effektivt. Indtil for nylig havde de som følte sig truede af forbrydere ikke mange valg: Enten blev de overfaldet, eller også købte de sig en stor hund, uanset om de reelt bryder sig om hunde eller ved noget om hvordan man opdrager dem. Ved en afskaffelse af våbenloven ville man have muligheden for at købe en pistol i stedet for en hund, hvormed en stor del af de dårligst opdragede hunde ville forsvinde fra gaderne. Samtidig ville en liberal våbenlovgivning betyde, at enhver borger kunne bruge våben til at forsvare sig mod de få tilbageværende hundeangreb.

Den nuværende våbenlov, kombineret med en ny lov om ”farlige” hunde, er derimod både et angreb mod den personlige frihed OG en undegravelse af borgernes sikkerhed. Godt gået idiotiske politikere.

Der er noget galt med et land hvor man udøver kollektiv afstraffelse mod dets borgere, hvor en flok politikere kan bestemme hvilke kæledyr man må have. Men det er også længe siden at Danmark var et sundt land med frie og selvstændige individer, så helt overraskende er det jo ikke. Det går sjældent en dag hvor der en eller anden tosse ikke stiller mindst ét nyt forslag om forbud mod det ene eller det andet.

Danmark er ikke et frit og demokratisk land, det er et socialistisk flertalsdiktatur hvor man spiller forskellige mennesker ud mod hinanden, så de hver især støtter op om love der kan begrænse nogle andre.