Retten til selvforsvar

For retten til at forsvare sig selv og sine kære

Pia har ordet

Pia Kjærsgaards ugebrev er oftest både interessant og intelligent. Det sidste ugebrev ramte dog usædvanligt godt og derfor tillader jeg mig, at poste den her:

Pia Kjærsgaards ugebrev

– mandag den 20. oktober 2008

Kriminelle som idoler?

Kan hårdkogte kriminelle være rollemodeller og forbilleder? Eller hvis ikke ligefrem forbilleder, så i det mindste en slags folkeeje? Meget tyder på det. Aldrig før har personer som barne- og kvindemorderen Peter Lundin, rockerchefen Jørn Jønke Nielsen eller indvandrergangsteren Danny Abdalla fået så meget plads i medierne – specielt i formiddagspressen.

Forbrydelser sælger aviser, det har vi længe vidst. Men når gerningsmændene bag grove forbrydelser gøres til helte, er det så ikke at gå over stregen, eller er det bare mig, der er noget galt med? Jeg husker kun alt for tydeligt den grufulde sag med Peter Lundin, der blev idømt fængsel på livstid for at tage livet af en hel lille familie, en mor og to små børn. Jeg husker også danskernes forståelige og dybfølte harme over den forbryderiske handling.

På samme måde husker jeg mordet på rockerchefen ”Makrellen” for mange år siden – en forbrydelse, som Jørn Jønke Nielsen har taget sin straf for, men som vel stadig ikke berettiger til en rolle som højt feteret ”medie-darling”. ”Ser du nu lidt lysere på fremtiden?”, lød det sleske spørgsmål fra en journalist i radioens P4, efter at Jørn Jønke Nielsen havde fået rettens ord for, at han er helt normal. Spørgsmålet er, om det ikke er medierne, der er unormale?

Jørn Jønke Nielsen optrådte for rullende kameraer. Vi så ham omgivet af journalister og kameraer foran Københavns Byret efter løsladelsen. Vi oplevede ham promenere rundt i Tivoli, flankeret af hærdebrede og korpulente bodyguards. Det kunne ligeså godt have drejet sig om en statsleder, Paris Hilton eller en helt tredje. Men det var det ikke. Det var en tidligere straffet morder. Ikke et menneske, der har udført noget som helst prisværdigt eller udøver et væsentligt embede, men slet og ret en tidligere straffet forbryder.

Endelig har B.T. specialiseret sig i indvandrergangsteren Danny Abdallas meritter – stort slået op på adskillige forsider, hvor ”striden” mellem HA og indvandrerbanden ”Den Internationale Klub” behandles som en konflikt mellem selvstændige nationer. Danny Abdalla fik i den anledning rig lejlighed til at berette om sit eventyrlige liv med en påstået fortid som Mossad-agent, mens B.T.s udsendte journalister ivrigt griflede det hele ned.

Endnu værre er det dog, at specielt Ekstra Bladet har svælget i Peter Lundins kærlighedsliv, som om han var en feteret skuespiller eller rockstjerne. ”Er I nervøse?”, spurgte Peter Lundin ”på dansk, men med amerikansk accent.”, skrev Ekstra Bladet i en af sine mange artikler om Lundin.  ”Nej, spændte,” svarede Ekstra Bladets journalister og fik ”et fast håndtryk.” Avisen kunne i øvrigt berette, at han virkede ”glad for besøget. Det er tre måneders brevveksling med den livstidsdømte fange, der kulminerer i dette øjeblik, hvor han står over for os, omkring 185 cm høj.”

Man mærker tydeligt journalisternes ærefrygt over at stå ansigt til ansigt med selveste Peter Lundin – en ”velinformeret, filosoferende og samfundsinteresseret mand”. Her er altså ikke blot tale om en livstidsfange, men en prominent person, som tiltrækker kvinder i hobetal, hvoraf en enkelt sågar har valgt at føde hans barn. At Lundin udøver en magnetisk tiltrækningskraft på det modsatte køn, vil jeg ikke ofre tid på her – det er et fænomen, som professionelle psykiatere bør analysere nærmere. Men en af årsagerne kunne jo være den, at manden takket være en velvillig pressedækning ganske enkelt er kendt. Og kendte mennesker vil altid virke tiltrækkende på visse grupper.

Det er ikke min hensigt at stige op på den høje moralske hest i denne sag. Jeg ved godt, at mange medier er pressede på bundlinjen. Jeg ved, at avisernes oplagstal er vigende, og at det er de chokerende historier, der sælger. Alligevel bør medierne kritisk vurdere, hvad de lægger spalter til. Forbrydelser og kriminelle har siden Arilds dage været godt stof, og sådan bliver det ved med at være. Men at ophøje kriminelle til kendisser er udtryk for et bekymrende moralsk skred og risikerer især hos svagere grupper at udviske skillelinjen mellem godt og ondt. En glorificering – eller anerkendelse – af personer som Peter Lundin og Jørn Jønke Nielsen resulterer let i en blåstempling af deres gerninger. De bliver berømte i stedet for berygtede.

For nogle år siden måtte et forlag trække en omstridt kalender indeholdende billeder af tatoverede og muskelsvulmende kriminelle tilbage fra handlen. Det var alligevel for stærkt for offentligheden, at hver måned på denne måde skulle ledsages af et farvestrålende billede af en forbryder. Jeg er desværre ikke sikker på, at det ville ske i dag. Jeg er bange for, at grænsen for det tilladelige har rykket sig.

Jeg gad i grunden godt vide, hvornår medierne begynder at kaste sig over den 16-årige Rasmus Popenda, som brutalt og koldblodigt myrdede en sagesløs 48-årig musiklærer i Aalborg, hvorefter han filmede sit offer med en mobiltelefon. Foreløbig har Ekstra Bladet fulgt folkestemningen og omtalt ham som ”bødlen”. Men hvornår bliver ”bødlen” af medierne forvandlet til ”den charmerende unge mand” eller noget helt andet – han når sikkert ikke at sidde inde så længe, men hvor går grænsen egentlig? Jeg spørger bare…

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

oktober 20, 2008 - Posted by | Uncategorized | , ,

Endnu ingen kommentarer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: