Frit lejde eller tyveri af historiske genstande

JP skriver om de våben som bliver indleveret under politiets “frit lejde”-aktion. Artiklen nævner at langt størsteparten af de våben som bliver indleveret, er gamle genstande fra Anden Verdenskrig, eller endnu ældre. Våben som er gået i arv fra en tid, hvor myndighederne ikke havde kontrol med alt hvad borgerne foretog sig.

Min gamle børnehavekammerat havde sådan en pistol. I dag ville hans forældre kunne straffes for besiddelse (Det må man sørme stadig godt eje)

Politiet indrømmer selv, at de ikke tror der er nogen med relation til bandekonflikten, som har afleveret noget. Men hvis det kun er almindelige, lovlydige borgere, med gamle våben, som har afleveret, hvor mange liv har aktionen så reddet? Forbryderne er stadig mindst lige så bevæbnede som tidligere.

Der er naturligvis en teoretisk risiko for, at en indbrud betyder at våbnet ender i de forkerte menneskers besiddelse, men hvor mange af de så udbredte skyderier, har mon involveret en antik forlader eller en Luger fra Krigens tid? Svaret er sandsynligvis ingen. Hvorfor skulle man slæbe rundt på en rusten pistol, når man uden videre kan skaffe sig en ny og velfungerende importgenstand med tilhørende patroner?

Om aktionen redder liv er da også uinteressant for myndighederne, de bekymrer sig ikke om vold eller anden kriminalitet og de er bedøvende ligeglade med om gamle fru Jensen bliver overfaldet i sit eget hjem. Det danske system er kun interesseret i én ting: At afvæbne og umyndiggøre borgerne så vidt det overhoved kan lade sig gøre. Hvis de var interesserede i borgernes ve og vel, ville de ikke gå efter lovlydige borgere, men sætte ind hvor det ville være effektivt.

Hvad sker der i øvrigt med disse historiske effekter, som myndighederne har skræmt lovlydige borgere til at udlevere? Bliver de bare destrueret?

Billedet franskmændene ikke må se

Læs om det hos Snaphanen.

Spred det ud over hele nettet!

(Tip: Hodja)

Sådan gør man i andre lande, eller en hyldest til frihedens og fornuftens sidste bastion

Lad mig fortælle dig om et europæisk land hvor samfundet ledes af fornuft og hvor folket er frit. Det er landet hvor indkomstskatten er 15 % og hvor bilafgifter er ikke-eksisterende. Det er et land som har haft en gennemsnitlig økonomisk vækst på 6,4 % siden 2005 (2008 endnu ikke offentliggjort). Landet hvorfra en stor del af verdens smukkeste piger kommer. Landet hvor verdens bedste øl flyder i hanerne på de lokale pubs, pubs hvor det stadig er tilladt at ryge sine cigaretter eller cigarer indenfor.

Tatana Kucharova: Miss World 2006

Du har måske gættet hvad det er for et land jeg taler om? Nemlig! EU-kritikeren og miljøskeptikeren, Václav Klaus’ hjemland: Den Tjekkiske Republik, landet som indtil for kun 20 år siden var underlagt et totalitært kommunistisk regime.

At Tjekkiet er et fantastisk land, er normalt ikke det danskere har i tankerne når de hører navnet. Mange tænker på fattige østeuropæiske landsbyer, med billig vodka og fattige, lusebefængte gadebørn, eller som et ferieland befolket af turister og påtrængende sælgere i Prags midte. Men de som har taget sig tiden til at lære landet at kende, ved bedre. De ved at der findes få storbyer som Prag, hvor man kan færdes trygt i alle kvarterer, på alle tider af døgnet, hvor de folk man møder på diskotekterne og pubberne er ude for at more sig, ikke for at slås eller fægte med knive.

Der er dog én ting som kun få er klar over, selv blandt folk som kender landet godt: Tjekkiet er også landet som kan konkurrere med flere amerikanske stater når det kommer til våbenlovgivning.

Mange tænker på Schweiz når man skal give et eksempel på et europæisk land med en liberal våbenlov – det var jo trods alt landet som Michael Moore nævnte i sin propagandafilm, “Bowling For Columbine” (filmen hvorfra de fleste danskere vist har deres begrænsede “viden” om skydevåben). Måske nævnte han Schweiz fordi han er uvidende, måske fordi han ikke ønskede at fortælle om Tjekkiet, landet med Europas absolut frieste våbenlov. Herunder beskrives situationen i Tjekkiet, som primært er min oversættelse til dansk fra den engelske Wikipedia (med egne understregninger). Hvis nogen ønsker at at kopiere oversættelsen til den danske Wiki skal de være velkomne.

Skydevåben i Tjekkiet

I Tjekkiet er skydevåben opdelt i fire kategorier:

Kategori A: Begrænsede skydevåben med tilbehør
Omfatter fuldautomatiske våben, militære våben, militær ammunition, visse typer ammunition såsom hulspidsprojektiler og andre udvidende patroner. Tilbehør såsom lyddæmpere eller lasere falder også ind under denne kategori.

Kategori B: Våben som kræver tilladelse
Omfatter semiautomatiske håndvåben, enkeltskuds- og semiautomatiske ”center fire” rifler og semiautomatiske militære.

Kategori C – Våben som kræver registrering
Omfatter enkeltskud ”rimfire” rifler og små kaliber rifler.

Kategori D – Våben til rådighed for voksne over 18
Omfatter luftrifler, mekaniske våben, reproduktioner og andre våben der virker ved undertryk.

For at kunne eje kategori A, B og C skal man indhente en tilladelse, mens våben i kategori D kun forudsætter at man er fyldt 18 år. Der er fire kategorier af våbentilladelser, men disse må ikke forveksles med ovenstående våbenkategorier.

A – For våbensamlere

B – Til sportsskydning

C – Til jagt

D – Til job

E – Med henblik på selvforsvar

F – Med henblik på pyroteknisk forskning

At opnå licens A, B eller C skal man fyldt 18 år. Under særlige omstændigheder skal man kun være 15, hvis man er medlem af en sportsklub, eller 16, hvis man modtager jagtundervisning i skolen. For at opnå licens, D eller E (nu kommer det interessante), skal man være fyldt 21. At opnå licens kræver at man består skriftlige og mundtlige eksamener som omhandler våbenlovgivningen, samt en skydeprøve. Den skriftlige eksamen kræver særlig score forskellige for hver licens. A, B, C er de nemmeste mens E er den sværeste, som kræver en score på næsten 100%. Den mundtlige eksamen er med henblik på at teste vedkommendes generelle viden om skydevåben. Skydeprøven kræver særlige scores med standard pistolmål fra 10 meters afstand. Kravene til licens D er somregel fra 15 meter. Hele proceduren er generelt ikke vanskeligt og bedømmerne dømmer normalt præstationen ret liberalt.
Efter at have bestået prøverne ansøger man om våbenlicens på politistationen. Hvis man ikke har pletter i straffeattesten, og man ikke har haft problemer med stoffer eller alkohol, udstedes licensen normalt indenfor efter et antal uger.
Det er desuden også nødvendigt at fremlægge en lægeattest som godkender at man er fysisk og mentalt egnet til at eje og bære et våben. Det er helt op til den pågældendes læge, om han insisterer på at gennemføre en psykologisk test. Det sker dog sjældent i praksis.

Hvis man scorer høje nok points, kan man modtage flere licenser for flere kategorier samtidig. Typisk søger man om at få E-og B-kategorier, da de dækker de fleste behov.

Anskaffelse af våben

A, B, C og E kategorierne tillader basalt set vedkommende at købe indenfor alle våbenkategorier. I tilfælde af licens A, er det normalt kun tilladt at holde våbenerne hjemme. Ved kategori B er det tilladt af bruge våbenerne på skydebaner. C-klasse er krævet af hensyn til andre love omkring jagt. Kategori E tillader personen at eje et våben til selvforsvar og at bære dette våben skjult på sin person. Alle våben skal registreres efter køb fra butikken, undtagen for våbenkategori D.

For at købe et våben fra kategori A, skal man anmode om tilladelse hos politiet, og opgive en særlig grund til, at man ønsker denne type våben. Typisk for samlere eller folk som arbejder i ekstremt farlige erhverv, som eks. transport af store pengesummer, hvor fuldautomatiske våben er tilladte at eje eller endda bære på sin person. Denne våbenkategori er dog meget streng, og det er normalt umuligt for at få tilladlese uden at have en indlysende årsag.

Våbenkategori B kræver også tilladelse fra politiet. Før køb af våbnet skal vedkommende besøge politiet og udfylde en “Tilladelse til at købe, eje og bære” formular, for det bestemte våben. Politiet vil udstede tilladelsen efter et antal dage, hvis personen har gyldig våbenlicens og stadig har en ren straffeattest. Det er også nødvendigt at have en god begrundelse, imidlertid anses årsager som konkurrenceskydning, jagt, samling og selvforsvar som gode grunde, ifølge loven.

Kategori C kan købes hos en våbenhandler mod fremvisning af våbentilladelse. Men våbnet skal registreres senere på politistationen.

Bære et skjult våben
(Bemærk: Da der ikke findes et mere præcist dansk begreb for ”concealed” benyttes ordet ”skjult”)
I modsætning til de fleste europæiske lande, hvor tilladelse til at bære et skjult våben kun udstedes til personer som har helt særlige grunde hertil, er det en borgerret i Tjekkiet at eje skydevåben, og enhver indehaver af en kategori E licens har ret til at bære et skjult våben, efter at den formelle godkendelse gives (ingen begrundelse er nødvendig). Ifølge loven må man ikke medtage våben i retssale eller under demonstrationer og store offentlige forsamlinger. Det anses også generelt for uansvarligt at tage våben med på diskoteker eller værtshuse, men det er ikke forbudt ifølge loven. Det er imidlertid ulovligt at bære våben mens man er beruset og kan føre til store bøder eller inddragelse af våbenlicensen. Det er ikke forbudt at bære våben i skoler og på universiteter, og der er ingen såkaldte “Gun-free zoners”. Våben skal holdes skjult og ikke mere end to skydevåben kan bæres af én person. Til særlige formål kan våben bæres åbent, hvis man får tilladelse af politiet. At bære våben er ikke genstand for kontroverser i Tjekkiet, sandsynligvis fordi det i virkeligheden ikke skaber problemer. Da Den Tjekkiske Republik er et relativt sikkert land, føler de fleste ikke behov for permanent at bære en pistol for beskyttelse. Ser man på antallet af kategori E licenser, er der omkring 200.000 mennesker, som potentielt kunne bære et skydevåben, men det er ikke klart, hvor mange som regelmæssigt gør det.

Selvforsvar med skydevåben

Den tjekkiske lovgivning tillader borgerne at bruge våben, herunder skydevåben, under selvforsvar, hver hændelse vurderes dog individuelt. Det er ikke klart om en person altid kan bruge en pistol til at forsvare ejendom/liv, for eksempel hvis skaden ikke ville være større, end når et våben bruges. Den velkendte amerikanske “Castle Doctrine” anvendes heller ikke, dog betragtes det normalt som acceptabelt at forsvare en voldelig invasion af hjemmet med brug af skydevåben. Det er også acceptabelt at forsvare sig mod et voldsomt angreb på gaden, især hvis man angribes med en kniv eller et andet potentielt dødbringende våben. Det sker at en ubevæbnet overfaldsmand skydes, hvilket til tider er genstand for kontroverser. Men flere episoder fra de seneste par år har vist, at de tjekkiske domstole er på vej mod en mere liberal fortolkning af selvforsvar og en tendens til ikke at anklage personer, som forsvarer sig selv.

Kort sagt: Hvis du har en ren straffeattest, er fysisk og psykisk stabil og kan gennemføre en relativt let test og en skydeprøve, så kan du få tilladelse til at indkøbe, og bære alle våbentyper som ikke falder ind under kategori A (fuldautomatiske, militære våben). Det er ikke meget anderledes end at tage kørekort i Danmark. Herefter har du ret til at bruge dette våben, inden for rimelige grænser af selvforsvar.

Våbenudbredelse
På trods af den forholdsvis liberale våbenlovgivning, er skydevåben ikke usædvanligt populære i Tjekkiet. Ud af landets ca. 10 millioner indbyggere, er der omkring 300 000 våbentilladelser og over 600 000 registrerede skydevåben.

M1911

Den Tjekkiske Republik er hjemsted for mange våbenproducenter herunder Česká Zbrojovka. De berømte våbenmodeller, såsom CZ 75 er meget populære blandt tjekkerne. Tjekkerne er også glade for forskellige typer af Glocks og 1911-kloner. Lange skydevåben fra tjekkiske producenter er også meget populære, især blandt Tjekkiske konkurrenceskydere og jægere.

Ulykker og våbenrelaterede forbrydelser

Det er generelt ikke normalt at licenserede våbenejere begår voldelige forbrydelser med deres skydevåben, og de fleste våbenrelaterede forbrydelser begås med ulovlige våben, som ligger uden for lovens kontrol. Lejlighedsvis sker der dog forbrydelser med lovligt ejede våben. Et berømt eksempel er den såkaldte “Skovdræber”, Viktor Kalivoda, der i 2005 dræbte tre mennesker i skoven med sin lovligt ejede Glock uden særlig grund. Han blev senere fanget, fundet skyldig og dømt til livsvarigt fængsel. Blandt de seneste begivenheder (9 oktober 2008) var under en fest hos den tjekkiske politiker, Jiří Paroubek, hvor hans bekendtskab, Bohumír Ďuričko, blev skudt efter et kort skænderi med Václav Kočka junior, søn af en forretningsmand fra Prag, med hans lovligt indkøbte våben. Ďuričko hævdede senere at han handlede i selvforsvar efter at Kočka angreb hans gravide kæreste. Ifølge øjenvidneberetninger forekom det meget usandsynligt. I april 2009 blev Bohumír Ďuričko dømt skyldig i mord og idømt 12,5 års fængsel.

Generelle holdninger til pistoler og bestræbelser på at stramme loven

Den tjekkiske våbenlov er ret liberal. Det skyldes primært den omstændighed, at der efter kommunismens fald opstod et ønske blandt befolkningen om, at genvinde deres rettigheder til at eje og bære våben, hvilket resulterede i denne ganske liberale lovgivning. Loven blev bredt accepteret og førte til en massiv civil bevæbning. Især mange forretningsfolk følte behov for at få et skydevåben, fordi perioden kort efter fløjlsrevolutionenen er kendt for stigningen i den organiserede kriminalitet, som ofte er forbundet til den økonomiske omstilling i ’90erne.
Disse dage føler folk mindre behov for at bære et skydevåben til selvforsvar. Den generelle holdning til våbenejerskab er, at det ikke giver mening at forbyde våben, fordi de kriminelle får dem uanset hvor stram loven er. Også det faktum at Tjekkiet har en stærk tradition med produktion af skydevåben og konkurrenceskydning, bidrager generelt til en moderat holdning på området.

Den tjekkiske Premierminister, Mirek Topolánek overrækker tdl. præsident Bush en riffel i gave

Bestræbelser på at stramme lovgivningen opstår normalt efter dødbringende hændelser som dem ovenfor beskrevet. Obligatorisk mentalundersøgelse for våbenejere er den mest almindelige genstand for diskussion, men er imidlertid altid blevet afvist. Våbenfortalere peger på, at det ikke er klart, hvad de prøver skulle bestå af og hvem der skulle være ansvarlig for testen og dets resultater. Det er også påpeget, at det er usandsynligt, at nogen psykologtest vil afsløre et potentielt farligt individ, fordi flere berømte mordere var tidligere medlemmer af militæret eller politiet og før havde bestået komplicerede psykiske tests.
Loven blev senest strammet i 2008 ved at der blev indført strengere sanktioner for at båre våben i beruset tilstand. Forslag om at indføre psykologtests blev ikke vedtaget.

Andre våbentyper

Der er i øjeblikket ingen regulering på andre former for våben, såsom knive, peberspray, stave eller elektriske strømpistoler/tazers. Disse våben kan frit købes og transporteres (skjult eller åbent) af enhver over 18. Alderen er krævet af handelslovgiven.

(Wikipedia slut)

Og nu til til nogle tal. Vidste du at Tjekkiet er det postkommunistiske land i Europa med den laveste mordrate?

Antallet af mord har generelt været stejlt nedadgående blandt de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa, men nogle lande har været bedre til at sænke mordraten end andre. Tabellen nedenfor viser antallet af overlagte mord pr. 100.000 indbygger for hvert af de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa. Jeg har med vilje udeladt tidligere Jugoslaviske lande, fordi de gennemgik en meget mere blodig overgang mod demokrati og dermed af naturlige årsager har en meget høj drabsrate.

	Gennemsnit 2005-2006
	Mord pr. 100.000 indb.	Drab med skydevåben pr. 100.000 indb.	GDP>PPP (pr. capita), 2006
Tjekkiet	1,18	0,18	$22.067,97
Slovakiet	1,28	0,21	$18.421,06
Polen	1,37	0,14	$14.549,07
Ungarn*	1,65	0,24	$7.402,11
Rumænien	2,07	0,03	$9.386,36
Bulgarien*	2,32	0,41	$10.267,54
Moldova	5,32	0,25	$2.359,09
Letland	6,06	0,16	$5.957,95
Ukraine	6,41	0,22	$7.822,44
Estland**	7,60	0,15	$20.021,74
Litauen	9,45	0,29	$16.161,97
Kilde: UNODC
Antallet af mord er så få, at et enkelt eller to drab, kan vippe forskellen betydeligt, især for små lande. Derfor beregnes et gennemsnit over to perioder, fremfor kun ét år.
* Manglende data for 2005 – 2006. Data er derfor fra 2003-2004 fremskrevet til 2005-2005 på baggrund af det gennemsnitlige fald for de andre lande
** Manglende data for drab med skydevåben, samme fremskrivningsmetode som ovenfor.

Drabsraten i postkommunistiske Østeuropa

Som det ses, er de to sikreste lande Tjekkiet og Slovakiet. Jeg har desværre ikke omfattende materiale om Slovakiet, men ved at det også har en meget liberal lovgivning på området. Begge lande har det til fælles, at de udspringer af samme land (Tjekkoslovakiet) hvorfor størstedelan af slovakisk lovgivning er en kopi af den tjekkiske.

Man skal naturligvis passe på med at tage tallene som direkte bevis for, at den liberale tjekkiske våbelov reder liv, men det er en interessant indikator. Der kan være andre ting som sænker mordraten, bl.a. rigdom, der ikke bare viser landenes genererede velfærd, men også er en glimrende indikator for bagvedliggende faktorer som genererer vækst, bl.a. graden af korruption, social tillid og andre faktorer som kan forventes at have en effekt på graden af voldskriminalitet. I den sammenhæng er de baltiske lande (som alle ligger i den anden ende af skalaen) interessante. Estland, Letland og Litauen har har meget skrappe våbenlove og det er næsten muligt for en almindelig borger i disse lande at få (lovlig) adgang til et skydevåben, endsige ret til at bære det. Ikke desto mindre har Estland og Litauen næsten samme økonomiske niveau som Tjekkiet, mens Estland ligger over Slovakiet. Estland er især interessant, fordi de på mange måder ligner en lidt fattigere udgave af de skandinaviske lande: Befolkningen er af nordisk afstamning, de er protestanter og demokratiet er veludviklet. Der er dog en betydelig andel af russere, som med stor sandsynlighed bidrager til niveauet af voldskriminalitet.

Der er alt i alt noget som tyder på at det ikke kun er rigdom som forhindrer mord, men også andre faktorer, herunder muligvis den liberale våbenlov, desværre er det ikke muligt at lave dybdegående matematiske modeller til berening af forskellene, fordi der er tale om et så begrænset antal lande. Men selvom de begrænsede tal ikke kan bevise at den liberale låbenlov holder mordraten nede i Tjekkiet og Slovakiet, så kan vi omvendt med rimelig sikkerhed sige, at den i al fald ikke har medført flere drab. Tjekkiet (og Slovakiet) er med andre ord et rigtig glimrende eksempel på, at en liberal våbenlov ikke fører til lovløse tilstande og vilde drab på åben gade.

Leg med softguns er en overtrædelse af Våbenloven

To mænd på 27 og 32 år er blevet anholdt fordi de legede krig med deres softguns (som JP fejlagtigt kalder for luftpistoler), de sigtes nu for overtrædelse af våbenloven, fordi “våbnene” blev båret uden for lukkede baner.

Det hører med til historien, at politiet blev tilkaldt fordi de ansatte i den nærliggende 7-11 frygtede at der var et røveri under opsejling. Det kan man jo ikke bebrejde dem, slet ikke i disse tider. Men derfra og så til at sigte dem for brud på Våbenloven, der er edderrådme langt.

Det er jo helt grotesk hvor totalitær den danske stat er blevet. Det er jo softguns, for fanden. De skyder med plastickugler! Nu bliver mændene straffet for brud på en af de skrappeste love i Danmark, fordi de begik den frygtelige forbrydelse at lege krig med plasticvåben.

Jeg brækker mig!

Drabeligt våben (Bemærk de dødbringende gule plasctikugler).

Som en sidebemærkning til de som enten er for gamle eller unge til at have leget krig med softguns, kan det nævnes at jeg brugte en del af mine teenageår på at rende rundt i skoven og pløkke kammeraterne. Det kan godt give et blåt mærke at blive ramt, hvis man står tæt på, og det er vigtigt at bruge beskyttelsesbriller, men det er på ingen måde farligt. Man skal naturligvis være opmærksom på at man ikke rammer uvedkommende, men det gælder også for fodbold, håndbold, rundbold og mange andre aktiviteter. Hvornår har politiet sidst sigtet et fodboldhold for overtrædelse af våbenloven, fordi de spillede udenfor afmærkede fodboldbaner?

Socialistisk propaganda i amerikanske folkeskoler

Der fremvises for tiden en venstreradikal propagandafilm til de amerikanske skolebørn. Filmens titel er “The Story of Stuff” og den er vaskeægte socialistisk had til frihed, kapitalisme og udvikling, i en grad som ville have imponeret Stalin og gjort Goebbels grøn af misundelse. Filmen får små børn til at føle lede ved at være til, det vidner historien om en 9-årig som, var bange får at købe Lego, fordi han troede at det ville ødelægge Jorden, om:

many children who watch it take it to heart: riding in the car one day with his parents in Tacoma, Wash., Rafael de la Torre Batker, 9, was worried about whether it would be bad for the planet if he got a new set of Legos.

When driving by a big-box store, you could see he was struggling with it,” his father, David Batker, said. But then Rafael said, “It’s O.K. if I have Legos because I’m going to keep them for a very long time,” Mr. Batker recalled.

- NY-Times (Som naturligvis fremstiller eksemplet på børnsmishandling som en succeshistorie)

Heldigvis har en intelligent fyr med YouTube-brugernavnet HowTheWorldWorks, udgivet en miniserie på 4 afsnit, hvor han gennemhuller løgnene i “The Story of Stuff”, ved at gennemgå skidtet punkt for punkt. Sidste afsnit af serien er netop blevet udgivet, hvorfor jeg bringer alle fire afsnit herunder. Serien er lidt off-topic, da den ikke handler om våbenlovgivning eller retten til selvforsvar, men jeg synes alligevel den er vigtig at bringe, både pga. HowTheWorldWorks’ intelligente debugging af propagandavideoen, men også for at bringe fokus på hvordan små børn misbruges i venstrefløjens politiske hadekampagner.

Man skyder da på Dansk Folkeparti

En af Dansk Folkepartis kandidater til kommunalrådet i Odense, Karsten Trøjborg, blev i løbet af 2 uger henholdsvis overfaldet og skudt på.
Første episode var 1. maj, hvor Trøjborg blev skudt i benet udenfor sit eget hjem, af en eller flere personer som åbenbart ikke har haft problemer med at få fat i et våben, trods et af verdens skrappeste våbenlove. Intet tyder i øvrigt på, at den sag bliver opklaret.

14 dage senere kørte en bil med fire somaliske mænd op på siden af Trøjborg mens de råbte “så kan du lære det”, hvorefter de steg ud af bilen og slog ham i hovedet. Heldigvis var han mand nok til at slå igen, hvilket åbenbart jagede somalierne på flugt.

Hvor er det et smukt land vi lever i, hvor danske politikere overfaldes og skydes på af udlændinge, mens forbryderne går fri, på grund af politiets inkompetence. Det er vist det som venstrefløjen normalt ville kalde for “amerikanske tilstande”, selvom det mere ligner somaliske tilstande.

Kilde: Uriasposten

Gad vide om der havde været en smulere mere mediedækning, hvis det var eks. Khader som var blevet skudt? Herfra ønskes Karsten Trøjborg i al fald god bedring og al muligt held og lykke i sin kamp at få Danmark tilbage.

Er forbryderne ligeglade med loven???

I Danmark er det forbudt for civile borgere at have skydevåben, for vi har jo politiet til at beskytte os og desuden betyder en liberal våbelov jo flere forbrydelser. Det ved enhver, som ikke har sat sig ind i sagerne.

JP bringer en historie om et ægtepar som blev udsat for et af disse moderne hjemmerøverier, hvorefter de trykkede på en overfaldsalarm og politiet troppede op (miraklernes tid er endnu ikke forbi). Hr. betjentene fangede endda den ene forbryder, men den anden havde en pistol som han brugte til at skræmme de uniformerede borgerbeskyttere til at indstille jagten.

Der er bare noget jeg ikke rigtig forstår. Vidste røveren ikke at det er ulovligt at have en pistol i Danmark, og hvorfor stoppede han ikke, da han fik besked på at overgive sig? Ved han ikke at det sætter statens evne til at beskytte borgerne i et dårligt lys?

Nogle gange får man det indtryk, at forbryderne er ligeglade med loven, kan det virkelig være rigtig?

Om våbenlov i et af verdens mest farlige samfund

Navnet Jamaica bringer billeder af blå badestrande og afslappede ganjarygende rastafarier, men ifølge FNs “Survey of Crime Trends and Operations of Criminal Justice Systems” er Jamaica et af de absolut mest mordplagede samfund i verden. Her er historien om en kvinde der voksede op under afvæbningen af den jamaicanske befolkning.

HOW GUN CONTROL “WORKED” IN JAMAICA

by Tina Terry (c) 1998

(Published in THE FIREARMS SENTINEL, the quarterly publication of Jews for the Preservation of Firearms Ownership (JPFO) – P.O. Box 270143, Hartford, Wisconsin, 53027 – phone: 414-673-9746; web site: http://www.jpfo.org)

Those who stridently and self-righteously lobby for the seizure of all guns by the government in America, particularly women like Sarah Brady, Barbra Streisand, Senators Diane Feinstein and Barbara Boxer and Congresswoman Carolyn McCarthy, would do well to study the results of forced disarmament in other countries.

I have personally lived through a government-instigated disarmament of the general public, and its subsequent, disastrous consequences: From 1961 to 1977 my father (who is a white American, as are my mother, sister and I) was stationed with his family and business in Kingston, Jamaica.

Around 1972, the political situation in Jamaica had so seriously deteriorated that there were constant shootings and gun battles throughout the city of Kingston and in many of the outlying parishes (counties). In years past no one had even had to lock their doors, but now many people hardly dared venture out of their homes. This was especially true for white people, and even more especially for Americans, because of the real risk of being gunned down or kidnapped and held hostage by Jamaicans, who had become increasingly hostile towards whites and foreigners. My father took his life into his hands every morning simply driving to work. Going to the market or to do a simple errand was often a terrifying prospect. The open hatred and hostility which was directed at us seemed ready at any time to explode into violence, and indeed did so towards many people on many occasions, often with tragic or fatal results.

The Jamaican government decided that the only solution to this Volatile situation was to declare martial law overnight, and to demand that all guns and bullets owned by anyone but the police and the military be turned into the police within 24 hours. The government decreed that anyone caught with even one bullet would be immediately, and without trial, incarcerated in what was essentially a barbed-wire enclosed concentration camp which had been speedily erected in the middle of Kingston. In true Orwellian fashion, the government referred to this camp as “the gun court.”

My father and all of our American, Canadian, British and European friends, as well as middle class Jamaicans of all colors (locally referred to as “black,” ‘white,” or “beige”) knew that we were all natural targets of this kind of draconian government punishment. The relentless anti-American propaganda spewed forth by Michael Manley, Jamaica’s admittedly pro-Castro Prime Minister, had resulted in the widespread hatred of Americans, British and Europeans by many Jamaicans. Racial hatred of whites and “beiges,” as well as class hatred of anyone who appeared to have money or property, were rampant.

Consequently, we all dutifully and immediately disarmed ourselves, and handed our weapons in at the nearest police station. It was either that or be sent straight to the gun court. Even after we had disarmed ourselves, we lived in deathly fear that the cops, not known for their integrity, and well-known for their hatred of whites and Americans, would plant a gun or bullet on our property or persons.

So there we all were – government-disarmed, sitting-duck, law-abiding citizens and expatriates. Anyone can guess what happened next: the rampant and unfettered carnage began in earnest. Robberies, kidnappings, murders, burglaries, rapes – all committed by the vast populace of still-armed criminals. Doubtless the criminals were positively ecstatic that the government had been so helpful in creating all these juicy and utterly defenseless victims for their easy prey.

We’ve all heard the phrase, “When guns are outlawed only outlaws will have guns.” I can personally confirm that this statement is absolutely and painfully true, because that is exactly how the Jamaican disarmament worked. At the time of the disarmament order, I was away at boarding school in the United States. However, I remember vividly coming home for the summer. I remember the muted but pervasive atmosphere of tension and terror which constantly permeated our household, affecting even our loyal black servants, who worked for and lived with us, and whom we took care of. (Practically every household in Jamaica, except the very poorest, had live-in servants. There was no welfare or public school in Jamaica, so middle-class families became completely responsible for the well-being of their servants, who were considered to be part of the family, including taking them to the doctor, and helping to educate their children.)

I remember lying awake in bed at night, clutching the handle of an ice-pick I had put under my pillow, and listening to the screaming of car-loads of Jamaican gangs going by our house, praying that they wouldn’t pick our home to plunder. The favorite tactic was for a group of thugs to roar up to a house, pile out, batter down the door and rape, steal, kill, kidnap… whatever they felt like. They knew the inhabitants had been disarmed, and that they would be met with only fear and defenselessness. My pathetic ice-pick seemed incredibly puny, but it was all I could think of. Our family didn’t even own a baseball bat.

I remember lying awake thinking about how our beloved dogs were old and feeble, and that they could not protect us. And that I could not protect them either.

I can barely describe the abject terror and helplessness I felt as both a white American and as a young woman during that time. Jamaica was then about 90% black. Although I was (and still am) an American citizen, my family had lived in Kingston for almost 12 years when this situation occurred, and I considered Jamaica to be my real home. Many of my friends were Jamaican. My first serious boy-friend was Jamaican. For all its faults, I loved this beautiful, suffering island dearly, and I felt like a stranger when I was away at school in America, where I was always homesick for Jamaica.

When we had first moved to Jamaica in 1960, my sister and I (both Blonde and obviously white) had been able to ride our horses up into the hills, and, whenever we encountered local Jamaicans, their salutation to us was open and friendly, as was ours to them. As things deteriorated into the reign of terror, and then the government instituted overnight citizen disarmament, when we ventured outside our home, we almost always encountered hate-filled stares and hostile hisses of, “Eh, white bitch! Eh, look ‘ere, white bitch!” and other unprintable epithets.

Jamaica was, in the 1970’s, a country with at least 50% illiteracy and an illegitimacy rate of over 50%. If a Jamaican girl wasn’t pregnant by the age of 15 or 16, she was often derisively branded “a mule,” since mules, the offspring of horses and donkeys, are almost always sterile. Being a woman, let alone a white woman, in such a climate, especially after the disarmament of the citizenry by the government, was one of the most terrifying experiences one can imagine.

At that time, I had never held or fired a gun. I had rarely ever even seen a gun. No one in my family had ever learned about, used or even talked about firearms, except my father, who had been in the U.S. Army. In our social circle, guns were deemed “unseemly” and “inappropriate” for polite society, and especially for young ladies. I had never given much thought to any of the Bill of Rights, let alone the Second Amendment. Yet we Americans all knew the Bill of Rights did not protect us in Jamaica, just as it hadn’t applied to us at our previous station in Singapore.

My dad had fought in World War II, however, and had brought back a Luger pistol, which he had taken with him to Jamaica when we moved there after having spent 6 years in Singapore. No law had prevented his bringing a gun to Jamaica in 1960. When my dad handed that pistol and all his bullets in to the police, I vaguely realized that he was no longer allowed by the government to protect my mom, my sister or me, or our household.

I was pretty confused at the time. Terrified of being kidnapped, raped, murdered, robbed, at the same time I was still mindlessly anti-gun, because the criminals all had guns, and the government had declared guns to be contraband, and we were all terrified of being hurt by bad guys with guns, all of which somehow meant that guns must be “dangerous” and “bad” and therefore should be banned, just as the Jamaican government had decreed. As white Americans, our status was that of Permanent guests in a foreign and increasingly hostile country. In fact, after 6 years in Singapore, and 12 in Jamaica, we well knew how to strive to be “model guests,” which meant that questioning or challenging the Jamaican government’s authority was unthinkable — even when such government authority decreed that we be made helpless. None of us had any illusions about any “rights” to defend ourselves. We might have been able to do so with the government’s blessing in the good old days, before chaos and violence and racial hatred had taken over. But now it was different. Now we were white, visible, foreign, sitting ducks in a hostile black sea. And I was a white, visible, foreign, female sitting duck.

As obedient as I was to authority, I grasped that our household was defenseless, and that I as a woman was particularly defenseless. And I realized that, had my dad still had his pistol, I would have felt much safer. I even realized that I would be willing to pick up a gun if my life were threatened. For a person who claimed to be anti-gun, these feelings really confused me. At least eleven friends and acquaintances of my family were raped, kidnapped, murdered or robbed within about a year after the disarmament, and I believe it is a miracle that we are all still alive. I am convinced that many of these people would not have been victims had they not been disarmed by the Jamaican government. It was tragically ironic that the government had sold this whole disarmament program to us with the promise that: “We’re here to help you, and this is for your own good and safety.” Because of this horrid and indelible experience, and of my interest in and undying loyalty to the American Bill of Rights, I have made it my personal business to study the history of the Second Amendment. I have studied related topics, too, such as police responsibility to citizens. It is my belief that many people believe that disarmament is no big deal, because it is the job of the police to protect us. Particularly many women seem to believe this. The media and of Government authorities continue to generate pervasive and corrosive propaganda aimed at creating a helpless and disarmed populace. I used to completely believe this propaganda, but I have learned the following realities:

1. The police have no legal duty to protect individual citizens, and cannot be held responsible if they fail to do so. Even if a citizen’s 911 call gets through to the emergency center, the police can simply choose not to show up, and the citizen has no legal recourse against the police. The courts have repeatedly ruled on this. As the court wrote in Bowers v. DeVito, 686 F.2d 616 (7th Cir. 1982): “There is no constitutional right to be protected by the state against being murdered by criminals or madmen. It is monstrous if the state fails to protect its residents against such predators but does not violate the due process clause of the Fourteenth Amendment, or, we suppose, any other provision of the Constitution. The Constitution is a charter of negative liberties: it tells the state to let the people alone; it does not require the federal government or the state to provide services, even so elementary a service as maintaining law and order.” The U.S. Supreme Court, in South v. Maryland, __ U.S. ___, ruled in a similar vein as far back as 1856.

2. The police carry guns primarily to defend THEMSELVES, not to protect us.

3. Because of items 1 and 2 above, we should all consider the police to be, essentially, HISTORIANS. They show up AFTER the crime has been committed and attempt to reconstruct and document the history of the crime. If the history is satisfactorily re-constructed, then the perpetrator is apprehended (if he can be found) and then (perhaps) prosecuted. This after-the-fact law enforcement does little good for the dead or wounded crime victims.

4. Women have a particular stake in preserving the right to bear arms. There is no way to describe the helplessness a woman feels when she is disarmed and made helpless by anyone. Add to that the rage she feels when the agency who is disarming her and leaving her at the mercy of rapists, murderers, goons and thugs, is a sanctimonious government telling her that it’s “for her own good.”

Although there are many serious issues in today’s roiling political And social stew, I believe that preserving and restoring the Bill of Rights in general, and the Second Amendment in particular, is the most pivotal and basic issue to all Americans, and particularly female Americans, even if they don’t yet know it. The consummate idiocy propounded by some folks (including some women) that the Second Amendment exists only to protect sportsmen’s rights is particularly ridiculous and relevant to women, most of whom don’t hunt, and who care more about being able to get a decent hand-gun for self-protection than a hunting rifle to pursue deer or elk.

Anyone who thinks the Bill of Rights is either “out of date,” “hokey” or “needs revising” – all of which I’ve heard from well-meaning but tragically ignorant and complacent Americans – should try living in a country which doesn’t have one. I have been there and done that, and I don’t want to go through it ever again -especially not in my own native nation. So I am dedicated to preventing today’s government nanny from turning, as so often has occurred in history, into tomorrow’s government despot.

Finally, I implore anyone reading this, particularly women, to likewise dedicate themselves to studying this issue carefully, and to likewise taking an active stance to preserve the Bill of Rights in general and the Second Amendment in particular.

Postscript: As of the latter part of August of this year (1998), it doesn’t appear that the situation in Jamaica has changed much for the better. Many Jamaicans of all colors have immigrated to America to start businesses and to escape the hopelessness of the situation in their homeland. I recently spoke with a black Jamaican named Marcus, who has opened a wonderful Jamaican restaurant in Phoenix named “Likkle Montego,” where I can go and eat Jamaican food, and catch the latest news from my long-lost home. When asked how things are today in Kingston, Marcus simply shook his head: “Nottin’ change attahly know. Everyt’ing still de same. Crime is still bad, mon. Gov’ment still de same. T”ings dere is bad and terrible, mon. Bad and terrible.”

And guns are still outlawed in Jamaica. Armed criminals still Terrorize disarmed citizens, since still in Jamaica only outlaws (and the government) have guns. Like the man said: Bad and terrible, mon. Bad and terrible.

==================================================
Please include the following re-publication information with any republishing:

Permission is given to republish this article, as long as none of it is changed, shortened or altered, the author and JPFO are given full credit in any such republishing, and this entire republishing message is included. Author may be reached by writing to:
Tina Terry
c/o JPFO
POB270143

Ligner det noget vi begynder at genkende i vores del af verden?

Prøve i samfundsfag for 8. klasse

Begrebet “failed state” er et udtryk som benyttes af politologer om stater som er ude af stand til at opfylde nogle af de mest basale forventninger. Definitionen af en “failed state” varierer, men grundlæggende er det en beskrivelse af stater som ikke længere kan kontrollere eget territorrie og som ikke kan holde sammen på det samfund som den forventes at styre og forsvare.

Forestil dig følgende scenarie:

Furaha bor i en by hvor han også har sin arbejdsplads. Byen og landet som Furaha bor i, er ledet af inkompetente og korrupte politikere, som er mere interesserede i at tømme borgernes lommer i form af direkte og indirekte skatter, end de er i at opretholde fred og tryghed. Gang på gang er Furahas by blevet angrebet af udenlandske såvel som indenlandske guerillagrupper, som hærger, røver, brænder bål i gaderne og fra tid til anden slår ihjel eller tæsker uskyldige mennesker. Da politikerne har mange våben og meget mere magt end både Furaha og alle hans landsmænd tilsammen, har de gjort det strengt forbudt at bære eller eje ethvert middel, som kunne give Furaha chancen for at overleve en konfrontation med en af guerillagrupperne. Furaha lever nu i fuldstændig afmagt og blottet for ethvert overgreb mod ham eller hans familie. Dagligt må han alligevel cykle gennem byen for at tjene til de høje skattepenge som de korrupte politikere giver videre til guerillagrupperne. Nogle gange er hans arbejdsplads blevet smadret i løbet af natten, så må Furaha vende om og køre hjem. Han har flere gange forsøgt at kontakte politiet, men de lytter ikke til ham, i stedet giver de ham en bøde for at køre uden lygte på cyklen. Nogle gange overvejer Furaha at anskaffe sig et våben, så han kan forsvare sig selv, men han ved at strenge straffe venter den, som vover at sætte sig op mod politikernes regler og love, uanset hvor forkerte de er.

Furahas fremtid ser ikke lys ud, han håber på at nogen vil afsætte de korrupte politikere som har kørt hans land i sænk. Han ved at mange føler som han, og hvert fjerde år sætter han sit kryds ved parlamentsvalget, men alligevel er det de samme mennesker som har magten. Politikerne skændes meget med hinanden og nogle gange vinder et parti over et andet, men Furaha synes ikke der sker nogen forskel. Han mærker bare at livet bliver farligere dag for dag. Furaha har et godt hoved, en god uddannelse og mange udenlandske kontakter. Han overvejer at flytte til et andet land, men han ved at mange andre ikke har de samme muligheder og han ønsker ikke at lade sine landsmænd i stikken.

Spørgsmål:

a. Hvor vil du placere dette samfund på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er mest udviklet og 0 er mindst udviklet?

b. Er der efter din mening taler om en “failed state”? Hvorfor, hvorfor ikke?

c. Hvordan ville du foreslå, at man løser disse problemer som borgerne i Furahas land lider under? Hvordan tror du historien vil dømme dette samfund?

d. Tror du der er håb for Furaha og hans landsmænd?

Det syge danske “ret”ssystem slår til igen

Endnu en historie hvor forbryderen bliver belønnet mens ofret bliver straffet. Jeg orker ikke en længere kommentar på sagen, men citeres skal der sgu.

“Det sker med jævne mellemrum ude i de små hjem over det ganske land. En hjemmerøver lægger vejen forbi, mens familien sover, ser tv eller er en tur i Kvickly. I sådanne situationer er det bedste, der kan ske, altså ifølge lovgiverne, at røveren finder hvad han søger og sniger sig ubemærket ud. Så kan forsikringsselskabet tage sig af resten. Ingen kom jo noget til.

Det næstbedste, igen ifølge landets lovgivere, er, at ingen i familien, ikke engang hund, kat eller marsvin, sætter sig til modværge, men næstekærligt overdrager tyven, hvad de sagtens kan undvære. Herregud, det arvede sølvtøj, fladskærmen eller ungernes snoldede mobiltelefoner. Ingen vil savne det jordiske gods. Eller rettere: Vi får bare noget nyt – af de rare mennesker i Tryg eller Codan.

Det værste, der kan ske, er til gengæld, hvis manden eller kvinden i huset modsætter sig gerningsmanden eller forsøger at stoppe ham. Dét kan føre til en sigtelse. Vel at mærke af offeret. En sigtelse for vold – i eget hjem og i selvforsvar – men ikke desto mindre en sigtelse for vold.

Netop det sidste oplevede en 38-årig mand i Aabenraa den 19. april. Hændelsesforløbet er beskrevet i papirudgaven af Politiken dags dato, og jeg skal ikke trætte med unødige detaljer, men det korte af det lange er, at manden overraskes af indbrudstyven en sen aften, bliver slået ned, tager kampen op og overmander det, som viser sig at være en særdeles aggressiv 17-årig mand, der råber og skriger op om, at han vil dræbe ham. Det lykkes heldigvis ikke, og manden i huset viser, hvem der er manden i huset og får den kriminelle pacificeret. Her er sønderjydens egen beskrivelse:

“Jeg er stadigvæk ikke helt vågen, da jeg i døråbningen mellem kontoret og soveværelset får to knytnæveslag i hovedet, og samtidig råber en mand: Jeg stikker dig ihjel, dit svin. Jeg tænker ingenting, men ét eller andet inden i mig sagde, at det her giver du ikke op for uden kamp. Jeg når egentlig ikke at blive bange.”

“Vi ender med at slås nede på gulvet. Der var væltet en stor potteplante, og den fugtige jod lå spredt ud over hele gulvet. Vi gled rundt, og der var blod. Jeg slår sig ihjel, råbte han, Mens Tina ringer til politiet, roder jeg stadigvæk rundt med ham klovnen. Han råber: Jeg har en kniv. Politiet kom meget hurtigt, og det var først, da de var kommet, at jeg havde fået en arm vredet rundt på ham.”

I politiets påhør fortsætter den 17-årige sin råben: “Fuck politiet, fuck Danmark, fuck dig!”

Netop det med “fuck Danmark” kan man så undre sig over, al den stund at Sønderjyllands Politi på vegne af det officielle Danmark har valgt at sigte offeret for vold mod indbrudstyv, hvilket førstnævnte finder dybt krænkende…

Den 17-årige? Nå, ja, han er varetægtsfængslet indtil på mandag.”

Skrevet af Mikael Jalving på JP og Citeret via Uriasposten, med tak til Falkeøje for henvisning.

Manden burde have en medalje, i stedet får han hele systemets vægt ned over hovedet, min medfølelse og sympati går ud til ham og hans stakkels familie. Nu går jeg ud og brækker mig over det syge danske system, dette er tydeligvis ikke resultatet af demokratisk funderede love. FØJ FOR SATAN!