Nu skal man også behandles for shopping-feber
Resultatet af feminismen og moderbeskyttelsen i vores samfund har efterhånden udviklet sig til det groteske.
Først var det alkoholismen, altså sygdomsbetegnelsen for mennesker der overdrev deres forbrug af alkohol. Så var det narkomanerne og rygerne, siden da har det udviklet sig til en grim glidebane der sygeliggør enhver og fratager folk ansvaret for sig selv: Bulimi, anoreksi, fedme, ludomani, internetafhængighed, sexafhængighed, afhængighed af computerspil, og nyest på stammen: Shopping mani. Det er som enhver der ikke kan kontrollere deres forbrug af det ene eller det andet, skal have påklistret en eller anden sygdom.
Afhængighed er ikke en sygdom, det er en trang til mere end man kan tåle og den eneste løsning er at skære ned eller eventuelt stoppe forbruget helt. Men det er jo meget lettere at bilde sig selv og hinanden ind at man fejler noget, for så slipper man for at tage et personligt ansvar, det kan man overlade til behandlersamfundet og så ellers skyde skylden på læger og psykologer og på sit eget uheld, hvis man ikke er i stand til at tage sig sammen og ændre sine egne vaner. Denne konstante sygeliggørelse er ikke alene med til at fastholde folk i deres misbrug, det er også dybt respektløst overfor de mennesker som faktisk fejler noget alvorligt som de ikke selv kan gøre meget ved. Det er sgu på tide at de mange tudeprinser og -prinsesser får fingeren ud og tager ansvaret for det de selv kan forandre, og kun beder om hjælp når noget er helt uden for deres indflydelse. Spørgsmålet er om der overhoved er nogen som kan kende forskel længere.
I forbindelse heraf, vil jeg i den grad anbefale enhver at se South Park episode 914 (7, dec. 2007) “Bloody Mary“, hvori Stans far bliver tvunget til et AA møde og efterfølgende overbevist om, at han er syg og skal have hjælp. Her er det lykkedes for SP-holdet af ramme lige plet i hele problematikken med behandlersamfundet.
