Retten til selvforsvar

Se denne yderst interessante udsendelse om kriminalitet og våbenlovgivning.

Citeret fra Hodjas Blog:

Salih og Ercan troede de skulle røve Kevin og Michaels skuldertaske. Men da de overfaldt de unge tyskere med slag, trak Michael i angst en kniv og stak Salih, der døde kort efter.

Michael bliver ikke anklaget, da han handlede i nødværge.

Salihs kammerater forstår slet ikke, at han skulle dø:

Der Marrokaner war sehr beliebt. „Er war ein begeisterter Fußballer, ging sechsmal die Woche zum Training“, sagt sein Kumpel Karim. Den Überfall können sich die Freunde nicht erklären. Eine Frage quält sie: „Warum nur musste man ihm so brutal in den Brustkorb stechen?“

Det er en lille nyhed som skaber glæde, af to årsager:

1. Endelig er der en som forsvarer sig selv. Michael bekæmper de kriminelle som intet godt havde i sinde, og han skilte Tyskland af med én af disse typer. Det kan være at andre kriminelle tænker sig om en ekstra gang inden de forsøger noget lignene.

2. Michael slap for både straf og for at blive trukket gennem hele retssystemet, da han handlede i nødværge.

Historien er i øvrigt et udmærket eksempel på, hvorfor staten ikke skal forbyde lovlydige borgere at bære kniv.

Det er ikke hensigten at denne blog skal blive en personlig dagbog, men jeg kunne godt bruge et enkelt råd.

Jeg står og skal tiltræde et godt fuldtidjob med god løn, flinke kolleger, et godt netværk og en del frynsegoder. Men pludselig dukkede der en praktikplads op. Det kom mildest talt lidt bag på mig, og jeg har derfor ikke den store indsigt i præcis hvad det består i. Noget er dog sikkert: Det er en stor international virksomhed som meget gerne vil have mig. Jeg skal blandt andet kommunikere information mellem Danmark og repræsentanter fra udenlandske ministerier og netværke på vegne af virksomheden. Lønnen er ikke noget at råbe hurra for (det er jo praktik), men det giver et flot stjerne i CVet, og giver muligheder for en masse personlig udvikling.

Hvad søren vælger man? Jeg læner mest til praktikpladsen, da det virkelig kunne give nogle gode fremtidsperspektiver, men på den anden side har jeg så godt som skrevet under på ansættelseskontrakten og det virker som et rigtig fornuftigt job.

I dette interview opsummerer Fred Thompson sine holdninger til abort, homoseksuelle ægteskaber, våbenlovgivning, indvandring og Irak.
Trods nogle få uoverensstemmelser på især abortområdet, anser jeg personligt Thompson som den mest fornuftige og konsistente præsidentkandidat, desværre er han ikke den mest sandsynlige vinder.

Update 23/01/08: Fred Thompson opgiver præsidentposten

Det var hensigten at diskutere incitamenterne for at begå vold ved henholdsvis et bevæbnet og et ikke-bevæbnet potentielt offer. Den diskussion må dog komme næste gang, for jeg blev inspireret til at diskutere hvad der sker, når et overgreb er uundgåeligt - Altså ikke incitamenterne bag, med derimod resultatet af et allerede forestående overgreb.

Det bliver gang på gang påstået, at det kan være farligere at være i besiddelse af et våben når man bliver overfaldet, end hvis man er ubevæbnet. Argumentet er, at overfaldsmanden ikke lader sig skræmme, men derimod risikerer at blive endnu farligere grundet vrede over modstanden. Påstanden følges gerne op med en historie eller to, om ofre der ikke kunne håndtere våbnet og derfor har mistet det til overfaldsmanden.

Tror man på dette argument er det naturligvis indlysende, at man foretrækker stramme våbenlove. Men statistikken siger faktisk noget helt andet end hvad der er den gængse opfattelse i Danmark. Dr. Gary Kleck fra University of Florida indsamlede i 80erne data omkring henholdsvis røveri og overfald i USA, og kombinerede dem med ofrets forsøg på at afværge overgrebet. Her er resultaterne:

Grafisk ser det således ud:

Statistikken for røveri viser nogle interessante tendenser: De som forsøgte at forsvare sig, enten ved fysisk magt eller verbalt, havde den absolut største risiko for at komme ud af situationen med fysiske skader, mens en mere passiv tilgang til situationen øgede chancen for at undgå overfaldet. Det er derfor sandt når der argumenteres for, at selvforsvar kan tirre den kriminelle og få denne til at agere mere voldeligt end det som udgangspunkt var hensigten - Hensigten med røveriet er oftest penge/værdier, ikke at gøre skade på nogen. Tendensen er da også klar. Næsten uanset hvordan man agerer er sandsynligheden for at forbryderen opnår sit forehavende omkring 50%.

Men fokuserer man på de tre første kategorier (Forsvar med kniv, skydevåben eller andet våben) er tendensen klar: Har man et våben i form af kniv eller andre kreative våbenformer vil røveren sjældnere opnå sit forehavende. Dog er der en betydelig risiko for, at røveriet udvikler sig til et voldeligt overfald, risikoen er dog stadig generelt lavere end ved de førnævnte forsvarsmetoder.

Den kategori som virkelig skiller sig ud er forsvar med skydevåben. På alle tre variable er risikoen betydeligt lavere hvis ofret er udstyret med et skydevåben. Det betyder at befinder man sig midt i et røveri, så er det langt mere sikkert at have et skydevåben i hånden fremfor en kniv eller fremfor at følge de gængse retningslinjer om at forholde sig roligt og give forbryderen hvad han kræver.

Overfald afviger fra røveri, ved at hensigten er at påføre ofret skade. I modsætning til røveren går overfaldsmanden ikke efter at snuppe pengene og komme væk. Derfor ser statistikken også en anelse anderledes ud. Det farligste man kan gøre ved et overfald er at forsøge at overmande forbryderen med fysisk magt. 50% af alle der forsøger denne metode bliver såret. Her er det langt mere sikkert at forholde sig relativt fredeligt, for at undgå at tirre overfaldsmanden mere end han allerede er det. Det er heller ikke nogen god idé at trække en kniv. Men igen er skydevåbnet det absolut sikreste. Har man et skydevåben er risikoen for at blive såret ved et overfald minimale 12%, et skydevåben er derfor tydeligvis det bedste middel til at afskrække en eventuel overfaldsmand.

Naturligvis må man tage visse forbehold overfor disse tal. Der er mange variable som er inkluderet i analysen. Eksempelvis kan vi jo ikke vide om det faktisk er skydevåbnene som forhindrer de kriminelle i at udøve deres hensigt. Måske tilhører de som bærer på skydevåben en bestemt gruppe mennesker, fx politifolk og soldater, som er trænet i at forsvare sig og i at håndtere pressede situationer. Måske tilhører de passive voldsofre en bestemt gruppe af mennesker som ikke ville/kunne forsvare sig, hvis de blev udstyret med skydevåben.

Måske er der helt andre aspekter som ikke er inkluderet i analysen, men uanset mulige bortforklaringer ser vi tydeligt at en klar tendens mod, at folk som bærer skydevåben i langt højere grad vil kunne forhindre at blive sagesløse ofre for folk med skumle hensigter.

Er man interesseret i at læse mere, kan man erhverve sig Gery Klecks bog ‘Point Blank: Guns and Violence in America‘. jeg har desværre endnu ikke selv modtaget bogen, og har derfor kun videregivet og analyseret på tallene som de er refereret på nettet.

Trods kun to indlæg har bloggen allerede fået en del besøgende. Det glæder mig især fordi det viser, at der er en vis interesse omkring dette emne - retten til selvforsvar. Faktisk steg antallet af besøgende eksponentielt, fra bare fem til hele 23 besøgende, på én eneste dag. Desværre var det ved at gå grueligt galt, da jeg glemte kodeordet til bloggen og derfor ikke kunne logge ind. Videre havde jeg i skyndingen opgivet en .com mailadresse fremfor den .dk adresse som jeg faktisk havde adgang til. Det tog derfor en del arbejde at få fat i netop den .com adresse hvortil jeg kunne få tilsendt en nyt kodeord.

Distræt kan man være, ikke mindst i en travl juletid. Men nu virker skidtet, og jeg har garderet mig mod gentagelser. Så om ikke så forfærdeligt længe vil skriveriet fortsætte.

Beklager den pludselige forsvinden, og godt nytår herfra.